Alkoholikere og alkoholisme
oktober 4, 2010
Sygdommen alkoholisme
En person der lider af alkoholisme, kaldes en alkoholiker. Når man er alkoholiker, er man afhængig af alkohol. Man vil hellere drikke end at lave noget andet, og fravælger andre aktiviteter. Man bliver gradvist mere og mere tolerant over for effekterne af alkohol, og skal have mere og mere for at blive tilfredsstillet/beruset nok. Hvis alkoholindtaget ophører vil abstinenser forekomme. Disse er rysten, øget svedproduktion, anspændthed og i nogle tilfælde, psykose med syns- og hørehallucinationer. Disse abstinenser vil bedres når alkoholindtaget genoptages. Vedkommende vil føle et tvingende behov for at drikke og vil være tilbøjelig til at begynde at drikke igen, selv efter afholdenhed.
Alkoholisme er en sygdom
De fleste der bliver ramt af den, er i forvejen genetisk disponerede for alkoholisme. Denne disposition er medfødt. Nyere forskning har påvist at så mange som op til 30 % er disponerede for alkoholmisbrug. Den grundlæggende årsag til alkoholisme må findes i en kombination af de genetiske, sociale og, ikke at forglemme, psykologiske forhold. Selvom alkoholisme ikke betegnes som en egentlig sindslidelse, er det dog en lidelse der angriber både sind og krop. Men dertil skal det understreges, at alkoholisme ikke skyldes en brist i karakteren eller manglende selvdisciplin.
Skadelige følger af alkoholisme
Det mentale overskud hos alkoholikeren bliver nedbrudt. Alkoholmisbrug kan afstedkomme upassende eller aggressiv adfærd samt ansvarsløshed. Dette har medført fordomme om at en alkoholiker er en person af svag karakter og fordærvet moral. De fysiske følger tæller ting som: skrumpelever, fejlernæring, demens, angst, depression og adfærdsforstyrrelse. Dertil er alkoholisme særdeles skadelig for de pårørende af alkoholikeren.
Behandling
Det er som med alle andre sygdomme, langt lettere at forebygge end at helbrede. Dette gælder også for alkoholisme. Derfor tilråder sundhedsstyrelsen et behersket forbrug af alkohol, med guidelines som maks. 14 ugentlige genstande for kvinder, og 21 for mænd. En genstand defineres som f.eks. 33 cl øl med en alkoholprocent på 4,6.
Behandlingen kan både være medicinsk og/eller psykologisk. I Danmark er brusetabletten ‘antabus‘ meget populær. Dette er et medikament der medfører stort ubehag ved indtag sammen med alkohol. En anden kendt behandling er Minnesota behandlingen. Der findes behandlingscentre for folk med alkoholmisbrug over hele landet. Anonyme Alkoholikere, bedre kendt som AA, er også en populær mulighed, og findes over hele verden.