Er vi ikke alle en slags ludomaner?

Måske bruger vi ikke så mange penge som indsats, men vi spiller gang på gang pengespil, i håbet om en dag at blive 1 million rigere. Vi spiller Lotto, kradser skrabelodder og spiller pokerspil på internettet. Vi deltager i tv-programmer som ’’Hvem vil være millionær’’ og ’’deal no deal’’.
 
Man starter med bare at spille for sjov, men pludselig går der sport i det, og inden man ser sig om, kan man ikke stoppe.

Men hvornår er man så i den rigtige farezone for ludomani (spilleafhængighed). Er det hvor tit man spiller eller hvor mange penge man satser? Er det når man begynder at skjule at man spiller? Det er svært at sige, for det hører vel sammen. Men det farlige er, når man ikke kan stoppe igen. Værre er det, når man begynder at satse mere end man har råd til, og begynder at låne penge og opbygge en kæmpe gæld, som man ikke har mulighed for at betale tilbage. 

For mange mennesker er det at spille en stor lidenskab, og ligger i blodet fordi det har været en del af ens opvækst – det kan langt hen ad vejen sammenlignes med en slags alkoholafhængighed. Og så er det bare om man spiller for sjov, eller om det går hen og bliver en farlig besættelse.

For eksempel er der fodbold, som der er utrolig meget fokus på og rigtig mange penge i. De fleste mennesker satser, spiller og håber på den helt store gevinst, som kan forsøde resten at deres liv. Desværre ender det for ofte i alkoholisme eller det der er værre.